Frifundet

Øyøyøy...jeg er helt rystende og lige ved at tude.
Min advokat, som vidste sig meget, meget skarp og ekstremt velformuleret i byretten i Viborg, har lige ringet;
- Jeg er frifundet i retssagen!!

Sagsøgeren skal betale ALLE sagsomkostninger, inkl. min advokatregning.
Det beløber sig til mindst 12.000,-, sagde advokaten.

Jeg er lettet.
Jeg er træt.
Jeg er lige ved at græde af glæde og udløst bekymring.

Der ER retfærdighed til i verden.
Der ER noget at tro på.
Jeg kommer til at sove godt i nat.

Kryds fingre...

I dag skal jeg skrive på mit ba.projekt.
Men overspringshandlingerne er mange og bekymringen ligger og rumler tung og dyster i min mave.

Jeg skal i retten i morgen.
Med et pengeinstitut, som jeg var kunde i for 6 år siden, og nu har besluttet sig for, at jeg skylder dem penge.
Til trods for saldoen var nul, da jeg forlod etablissementet.

Modpartens advokat ruller tungt skyts frem, og virker ærligt talt som en bedre advokat end min egen.
Mere hård, mere sej, mere velformuleret.

Det, de påstår, jeg skylder dem beløber sig til 2840,- plus de omkostninger, der i mellemtiden er løbet på.
Desværre er omkostninger for både min egen og modpartens omkostninger nok ved at beløbe sig til omkring 20.000,-

- Jeg burde nok bare have betalt, da beløbet kun var 2840,-
Men jeg synes, det var helt urimeligt og ude i hampen,
Jeg blev stædig og vred over uretfærdigheden i deres krav.
Jeg burde have betalt, selvom jeg ikke synes, jeg skylder dem de penge.

De har engang overført en husleje, jeg bad dem om ikke at overføre, hvorefter de satte pengene ind på min konto igen.
5 år senere kommer de så og siger, at de dengang ikke fik pengene igen af min udlejer, at jeg selv skulle have afregnet beløbet med min udlejer, og at jeg bare har at betale dem det, de har lagt ud.
I første omgang BÅDE de 2840,- og deres regning til advokat på omkring 7.000,-
Jeg nægtede, og derefter krævede de "kun" 2840,-
Jeg nægtede, og nu skal jeg i retten.

Kryds fingre for mig i morgen.
Jeg er bange, selvom jeg er en voksen kvinde.
Bange for at komme til at betale hele gildet.
Men mest af alt bange for, hvis modparten skulle vinde sagen...for så ville der være så urimeligt meget uretærdighed til i verden.
For så ville jeg blive så ked af det.

Og jeg har brug for at tro på retfærdighed.
Jeg har brug for, at der er godhed, kærlighed og retfærdighed til.
Ellers hænger alt det hele slet ikke sammen inde i mit hoved.
Jeg har brug for at få verden til at passe, og jeg har brug for at føle mig glad.
Og jeg har brug for ikke at komme i økonomiske vanskeligheder.

Forbandede stædighed og retfærdighedssans!
Kryds fingre for mig.

Mimre-mimre..tid til nyt profilbillede.

Geni-streg?

Jeg sidder her og prøver på at skrive på mit ba.projekt.
Jeg kan simpelthen ikke samle mig om det.
Tankerne svirrer rundt i mit hoved.
Jeg overspringshandler, og stresser over et gruppemøde her i dag på Musikvidenskab kl. 15 ang. et oplæg.
Det skal jeg også lige have forberedt mig lidt mere til.
- Alle de skide studenteroplæg på universitetet!

Jeg er foreløbigt oppe på næsten én god, læselig side i ba.opgaven.
Og jeg skal aflevere 2 kapitler af opgaven d. 25 til min vejleder..arghh!
Det snørkler sig simpelthen sådan frem med mig i disse dage, og samtidigt er der studenteroplæg, samt færdiggørelse og aflevering af et remix (Cubase) til musikproduktion.
Hele tiden gruppemøder og undervisning og fnidder!
Afbrydelser, der slår tankerækken ud af kurs.
Så ryger mandag, så ryger tirsdag, så ryger torsdag og fredag, så ryger næste mandag!
Jeg kan simpelthen mærke, jeg er ved at blive sindssyg af alle de ting, jeg hele tiden skal stille op til på studiet.
Når jeg nu bare gerne vil have fred til at skrive uden afbrydelser...

- Hvem var det geni, der dengang absolut skulle have presset alle universitetsuddannelser ned på 5 år?
Det var satme' en genistreg.
Vedkommende skulle skydes...med lunken lort.
Var det ikke dig, Bertel H.?!?

Nå,- der er en halv time til, jeg skal mødes med gruppen,- måske kan jeg lige skrive et par dyrbare linier på opgaven inden da.
Jeg har faktisk ikke tid til at harcelere over politiske handlinger, som jeg er uenig i.
Men hvis jeg var kalif istedet for kaliffen, så...

Trafikkens betvinger?

Whoa!
Jeg har været ude og køre min første køretime her til formiddag.
Yes! Yes! Yes!
Jeg er helt skæv af glæde.

Min kusine, der er 17 år, er ligeledes ved at tage kørekort for tiden, og hun er kommet lidt foran mig, fordi jeg har befundet mig i den der føromtalte krise med at være bange for at komme ud at køre.
Men kusinen har så fortalt mig, at hun på sin første tur skulle køre fredeligt rundt i Marselisborg-skovene, og på den 2. tur skulle hun køre til Beder og hjem igen. Først på 3. tur var der dømt reel trafik, og dette mest med formålet: Et højresving.

- OK, tænkte jeg.
- Det MÅ jeg da kunne klare. Jeg SKAL klare det!
Og så mandede jeg mig op mod køre-skrækken og bestilte tid til at komme ud at køre i dag.

Alle mine tanker har i går, i nat og her til morgen snørklet omkring det der farlige med at skulle ud at køre.
Jeg har drømt om det i nat, og er vågnet op her til morgen halv-forhutlet af den glædesløse søvn.
Jeg var nervøs, og tænkte, at det kun kunne gå galt.

Her til morgen blev jeg sat af På Jægergårdsgade en halv time før køretimen, og så stod jeg dér og var nervøs.
Nogle gange kan jeg bare føle mig så forbistret nøgen og usikker.
Som min første skoledag; At være bange for at gøre forkert.
Hvad skulle jeg gøre ved mig selv?

Jeg røg mig en smøg på en bænk, men jeg skulle tisse så forfærdeligt, og nervøsiteten rumlede rundt i kroppen.
Caféerne har ikke åbent kl. 10 om morgenen på Jægergårdsgade, og jeg trængte forfærdeligt til en kop kaffe og til at tisse.
Så jeg gik ind på et skummelt værtshus, hvor jeg så tydeligt mærkede, jeg var til stamgæsternes besvær.
Det bryder gængen for stamgæster, når folk, der tydeligtvis ikke hører til, kommer ind.
Men jeg valgte aldeles at ignorere dette pjat, for mine kvaler var større end deres,- jeg var i eksistentiel krise og skulle tisse frygtens pis!

Jeg fik tisset og sank ned i lædersædet en 10 min. tid med min kop lunkne kaffe med skummelt mælkepulver i.
Ingen latte eller pjat her!
Lidt efter var jeg stiltiende accepteret af stamgæsterne.
Jeg faldt bare ind og passede mig selv.

Jeg ved ikke helt, hvad det brunmalede rum og mælkepulveret gjorde ved mig.
Da de 10 min. var gået, og jeg skulle til at gå hen til køreskolen, var jeg blevet lidt lad i det, og var faldet ned.
Et lille, bitte stik af nervøsitet, men ellers bare ladhed...

Kørelæreren kørte mig ud af byen, og lidt før Marselisborg skoven holdt ham ind, og nu skulle jeg køre.
Det er lidt over 2 mdr. siden, jeg var på manøvrebane.
Men jeg gjorde det bare.
Jeg kørte til Moesgård Strand og lidt tilbage ad igen, og så skulle jeg køre igennem Højbjerg og over til Stautrup.
Roen ville ikke helt falde på mig, og jeg kunne mærke stigende panik op til lyskrydsene.
Men jeg gjorde det bare.
Ups! Og dér gik jeg i stå ved en højrepil, og bilisten bag mig dyttede (registerede jeg i min dybe koncentration, men jeg var egentlig lidt ligeglad med hans pjat).
Nå ja, men det må han jo bøvle med: Jeg er mig, og jeg er her, konstaterede jeg ladt.


Ud omkring Brabrandsøen, op på Silkeborgvej (igennem omfattende vejarbejde) og ind til Ceres-krydset.
Her mærkede jeg stigende panik ved at nærme mig tæt trafik, men valgte at ignorere den.
Vesterbro Torv, Nørre Allé, Nørregade, Nørreport, Kystvejen, forbi Politi Stationen.
Spanien, Jægergårdsgade (men her var der spærret), så ind igennem Frederiksbergs smågader og rundt i rundkørslen ved Skt. Pauls.
(Hvor er rundkørsler dog vilde at køre i)
Ned ad Bruuns Gade, hen ad Jægergårdsgade og parkering på en parkeringsplads bag Skt. Anna Gade. Slut.

Jeg bøvler med at koble og speede gelinde, og jeg er urolig i kroppen og tanken, når jeg kører.
Og så skal jeg lige huske alle arbejdsgangene i det der med at skifte gear.
Men ellers OK.

Da jeg stoppede, var jeg fuldstændigt skæv af glæde!
Helt rundt på gulvet og bimmelim.
Jeg kunne have givet min kørelærer et gigantisk kram af glæde.
Jeg kunne godt have kørt et par timer til.

Så lykkedes det alligevel at komme ud at køre, og det var slet ikke så farligt!
Og nu må jeg tilbage til arbejdet, for kommer jeg for sent hjem, har min søn lovet mig en gave..af tis!

(Simon har foræret mig en slags hørebøffer. Tak for dem. Nu skal jeg ikke sidde og fundere mere over, hvad sådan nogle dimser hedder ;-)

Høre-rør?

Arrgh!
Jeg sidder her og søger på nettet efter de der dimser, man kan høre lyd i (som jeg kan tilslutte min Mac), og putte på ørene.
(Jeg skal lave tekstanalyse af nogle børneprogrammer i næste uge, og har brug for at kunne se dem, så det ikke forstyrrer omgivelserne.)

Hovedtelefoner? Eller hedder de høretelefoner?
Og pludseligt har jeg bare glemt, hvad de hedder, og jeg bliver helt i tvivl om, det er rigtigt med hovedtelefoner og høretelefoner...eller om de hedder noget helt andet?

En hovedtelefon.
Hvor er dog det for et mærkeligt ord?
Jeg ser en gammeldags, tung telefon (mulgivis lavet af bakelit) bundet til mit hoved med gaffatape.

En høretelefon.
Det lyder sgu' da endnu værre.
Det lyder som sådan et gammeltdags høre-rør a la Fru Møghe.
Hallo? Er der nogen?

Hjælp, jeg har glemt mit modersmål!
Jeg kender ikke længere ordene...det lyder helt åndsvagt med de ord.
Tænke-tænke-tænke...hvad hedder sådan en dims?

Skilte til at blive ædt

Jeg var på Himmelbjerget i går med barn og mand.
Drengen legede glad og fik pynet is og en lykkepakke fra en af boderne ud af mig.
Simon og jeg spiste også selv en is, en nostalgisk "Top Hat".
Nåja.."Top Hat" og "Top Hat"!
Midten af isen var absolut ikke som min barndoms yndlingsis, "Top Hat".
Den nye midte i en "Top Hat"-is er blød og smager af nødder (måske mest af Nutella), hvor midten i den gamle "Top Hat"-is var hård, fast og smagte af lækker chokolade.
Jeg var lige ved at tude af gensynsglæden ved at smage isen igen, indtil jeg kom ind til midten, hvor skuffelsen meldte sig.
Jeg havde lyst til at skrive til Frisko og beklage mig (hvor vover de at kalde nøddebomben for "Top Hat"?!?).

Nå, men tilbage til himmelbjerget.
Vi legede og pjattede og satte kurs mod toppen med tårnet.
Her får Sebastian den fantastiske idé, at han kunne tænke sig at glide på numsen hele vejen ned at bjerget,- og han var ved at kaste sig ud i det.
Vi måtte stoppe ham...forklaring-forklaring-langt ned-hugorme-lyng-slå sig-forklare.

Og så gik han i totalt i panik over hugorme!
Han kom til at græde, ville knap gå på stien op mod tårnet af frygt for hugormene.
Mane ro på-trøste-forklare-forklare-hugorme-sjældne-bange for mennesker-bor kun øde steder, ikke på stier-tramp i jorden, så bliver de bange-kan ikke spise mennesker-bider sjældent-forklare-trøste-trøste.

Panikken stildner af, og vi kom op på toppen og nyder udsigten, hvorefter vi sætter kurs tilbage mod parkeringspladsen.
Sebastian løber hen til et skilt, der viser til rutebådene nedenfor og peger, mens han alvorligt og katagorisk 'læser op':

- Hvis du gerne vil ædes af en hugorm, denne vej!!

Og så iler han afsted i løb for at tælle trappetrinene ned igen.
Vi hører ham forsvinde tællende nedad: 1-2-3-4-5...
Og så begynder vi at sprut-grine, og jeg når lige at tænke, at han lyder fuldstændigt som mig selv.
Jeg kunne også have formuleret det som at blive ædt af hugorme.
Så siger Simon kvæstet af grin, at det lyder som noget, både jeg og min mor kunne have sagt...

Så jeg vil godt lige advare mod at gå til og fra rutebådene ved Himmelbjerget.
Det er ikke, hvad det ser ud til!
Det er i virkeligheden den vej, man skal gå, hvis man vil ædes af hugorme, nå!